I tilknytning til Sektionen Oceaner & Arktis / Centre for Ocean Life ved DTU Aqua søger vi en laborantpraktikant til vores forskning i Oceanografi og Marinbiologi med start 1. februar 2026.
Vi forsker i krydsfeltet mellem biologi, kemi og fysik i havet – fra mikroskopiske plankton til store regionale havområder, herunder Arktis. Målet med vores forskning er at forstå og forudsige marine økosystemers funktion og samspil med klimaet. Sektionen arbejder med nøgleprocesser, der styrer pelagiske fødekæder og biogeokemiske kredsløb.
Du vil blive en del af et tværfagligt hold med forskere, laboranter og studerende, og du vil få afvekslende hverdag og en bred ”hands-on” erfaring med laboratoriearbejde herunder sikkerhed, kvalitetssikring og dokumentation, samt mulighed for at bidrage til spændende forskning.
Som laborantpraktikant i vores sektion vil du blive introduceret til en bred vifte af opgaver i laboratoriet. Kerneopgaver er analyse af havvands kemiske sammensætning og kredsløb, af bl.a. kulstof og kvælstof, samt måling af næringssalte, CHNS og lipidanalyse. Til dette bruger vi bl.a. spektrofotometri, TOC, elementar-analyse og HPLC.
Du vil også blive oplært i håndtering af vores kulturer af alger og vandlopper, og i samarbejde med ph.d.-studerende lave forsøg til forståelse af forurening og klimaforandringers indflydelse på de marine økosystemer.
Der vil være mulighed for at deltage i forberedelse og udførelse af praktiske øvelser i forbindelse med undervisning af kandidatstuderende.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/Stat) indgået med Finansministeriet.
Ansættelsen er for et år med start den 1. februar 2026. Tjenestested vil være DTU Lyngby Campus.
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 27. november 2025. Klik på "Ansøg nu" knappen, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte laborant Jeanett Hansen, jeaha@aqua.dtu.dk / 20 76 97 37 eller professor Colin Stedmon, cost@aqua.dtu.dk / 24 89 57 14
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU Aqua – Institut for Akvatiske Ressourcer – arbejder for velfungerende have, åer og søer, hvor biodiversiteten kan trives. Vores forskning, rådgivning og uddannelse bidrager til at udvikle en bæredygtig blå bioøkonomi og robuste akvatiske økosystemer og til at reducere effekterne af klimaændringer. Vi har et stort nationalt og internationalt netværk og samarbejder med andre forskningsmiljøer, myndigheder, erhverv og NGO'er. Vi har state-of-the-art-forskningsfaciliteter og Danmarks eneste oceangående forskningsskib, som også kan sejle i Arktis. Instituttet har 360 medarbejdere, hvoraf halvdelen er videnskabeligt personale, inklusive ca. 50 ph.d.-studerende. Mere end 35 nationaliteter er repræsenteret på instituttet, og vi arbejder for en ligelig kønsfordeling. Vi holder til i Lyngby, Hirtshals, Nykøbing Mors og Silkeborg og har faste aktiviteter i Grønland. Læs mere på aqua.dtu.dk
Venligst henvis til elevportalen.dk ved ansøgning
Sted
Danmarks Tekniske Universitet
Henrik Dams Allé
2800 Kgs. Lyngby
Datoer
Ansøgningsfrist: 27. november 2025
Tiltrædelse: 1. februar 2026
Kontakt
Laborant, Jeanett Hansen
(+45) 20 76 97 37
jeaha@aqua.dtu.dk
Professor, Colin Stedmon
(+45) 24 89 57 14
cost@aqua.dtu.dk
Find vej
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.