Ansøgningsfristen er udløbet

Kontorelev søges til administrativ rejse på Ældreområdet

Drømmer du om:

  • En varieret og udfordrende hverdag med en bred vifte af arbejdsopgaver?
  • Personlig og faglig udvikling?
  • Nye oplevelser og har du mod på at møde borgere og nye kollegaer?

… og er din kuffert pakket med:

  • Smilende service og masser af fleksibilitet?
  • Godt humør og gode samarbejdsevner?
  • Overblik og mod på at tage ansvar?
  • Gode danskkundskaber og erfaring med brugen af PC?

Så har vi billetten til en bred uddannelse i fremtidens offentlige forvaltning, hvor vi guider dig godt igennem 2 lærerige år, der gør dig flyvefærdig i en vigtig del af det danske velfærdssamfund.

Den første destination på din rejse som kontorelev, er i afdelingen ”Hjælpemidler og Hverdagsteknologi”. Her sørger 4 smilende kollegaer for en varm modtagelse, solrig stemning og et blomstrende samarbejde. Vi har skabt en lille oase med stort fokus på godt sammenhold. Vi inviterer til sociale møder efter arbejde, og vi støtter op om hinanden, når der skal træffes beslutninger. Vi er gode til at lytte til hinanden, grine sammen, og der er plads til, at vi alle er forskellige. Vi vil være med til, at du hurtigt bliver en del af dette fællesskab.

Du vil få en god plads i solen med udsigt til egne ansvarsområder og opgaver, samt sparring med dygtige og engagerede kollegaer. Der kan dog forekomme turbulens på kontoret, bl.a. op til ferie og højtider, hvor borgere, kollegaer, ledere og leverandører rykker for, at deres opgave bliver prioriteret. Her gælder det om at bevare overblikket og tage imod udfordringen.

Ud over sagsbehandling på ansøgninger om personlige hjælpemidler, løser vi sammen de opgaver og henvendelser, der lander i denne centrale del af huset, bl.a.:

  • Sagsbehandling, lovgivning og indhentning af helbredsoplysninger
  • Telefonbetjening, post, mails og anden korrespondance
  • Økonomi, herunder bogføring og fakturering
  • Introduktion til Svendborg Kommunes indkøbssystem. Bestilling af diverse IT- udstyr
  • Diverse ad hoc-opgaver

Rejsemålet for dit andet uddannelsesår er Områdekontor Øst. Her er du med til at løfte de administrative opgaver, der knytter sig til områdets plejecentre og hjemmeplejesektioner. Det vil ske i et humørfyldt himmelstrøg med syv kollegaer, der elsker at forene høj faglighed med et fedt socialt arbejdsmiljø. En tilgang der gav os Arbejdsglædens Pris i 2022!

Arbejdsdagen er aldrig helt vindstille, og der kan være lidt sus i sejlene fra flere retninger på én gang, når du hjælper borgere, ledere og medarbejdere med forskellige henvendelser og opgaver. Her vil du få et væld af faglige og sociale oplevelser med i bagagen.

Dine opgaver vil for eksempel være:

  • Personaleadministration, herunder løn, ansættelse og oprettelse i systemer
  • Økonomi, herunder bogføring, fakturering, budget og pensionstræk
  • IT og teknik, herunder telefoner, tablets, nødkald og hjemmeside
  • Telefonbetjening, post, mails og anden korrespondance
  • Bestilling af varer og kontorartikler
  • Ad hoc-opgaver og projekter

I begge afdelinger er der en fast oplæringsansvarlig, der guider dig i den daglige oplæring og sørger for, at du kommer hele vejen rundt i din uddannelsesplan.

Vi forventer selvfølgelig, at du også selv tager aktiv del i rejsen, og at du er opsøgende og nysgerrig.

For at blive kontorelev skal du have bestået, eller forventer at bestå, følgende inden 1. september:

  • EUX eller HHX
  • STX, HF, HTX inkl. 5 ugers EUS-forløb
  • HG2 eller HGS med kvalifikationer til kontoruddannelsen med specialer
  • Er du over 25 år, skal du også have udarbejdet en realkompetencevurdering.

Løn og ansættelse

Arbejdstiden udgør 37 timer pr. uge. Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og HK. Du får løn i hele uddannelsesperioden.

I løbet af uddannelsen skal du sammenlagt på skole i 15 uger, hvori en afsluttende fagprøve og eksamen er inkluderet.

Har du spørgsmål til kontorelevstillingen på Ældreområdet, er du meget velkommen til at kontakte Uddannelsesansvarlig Bettina Pedersen på telefon 6223 4000 (tryk 3 i menuen).

Er du interesseret?

Så ser vi meget frem til at modtage din ansøgning. Husk at vedlægge dit adgangsgivende eksamensbevis eller standpunktskarakterer og evt. realkompetencevurdering sammen med din ansøgning.

Ansøgningsfristen er den 24. april 2023 og vi forventer at holde samtaler i uge 19 (8. og 9. maj).

Vi glæder os meget til at læse din ansøgning!

Udtalelser

Udtalelse fra Malene Bechsgaard Sørensen. Tidligere kontorelev i Social og Sundhed i perioden 2019-2021.

Jeg blev fra dag 1 betragtet som en ligeværdig kollega med de andre kolleger på områdekontoret. Jeg fik mine egne ansvarsområder, og efter kyndig oplæring, gik der ikke lang tid før jeg selv kunne sætte mit præg på, hvordan jeg gerne ville løse dem. Jeg følte mig som en del af fællesskabet og følte i høj grad, at jeg bidrog positivt til at få arbejdsdagen til at hænge sammen.

I Svendborg har vi en elevklub, hvor både 1. og 2.årselverne mødes sammen og hver for sig. Vi har bla. været på kursus i grafisk facilitering, været i escape room og så er der en studietur til Bruxelles for 2.årseleverne. Vi er på skoleophold sammen, så vi får lært hinanden godt at kende, selvom vi ikke arbejder sammen hver dag. Vores elevklub holder stadig sammen og vi mødes privat, her knap 2 år efter vi er færdiguddannede – vi har dannet venskab på tværs af alder og forskellige baggrunde.

Så hvis du kunne tænke dig en bred kontoruddannelse, hvor du får ansvar fra dag 1, gode kolleger og venskaber for livet, så skal du sende din ansøgning med det samme – en elevplads i social og sundhed vil du ikke fortryde!

Udtalelse fra Stine Erlandsen. Tidligere kontorelev i Social og Sundhed i perioden 2020-2022.

I mit første år som kontorelev har jeg siddet i Social og Sundhed i myndighedsafdelingen på hjælpemiddelkontoret. Her har sagsbehandling, borgerkontakt og andre administrative opgaver været en del af hverdagen. I disse opgaver er der meget ansvar og selvstændigt arbejde, men der er altid en vejleder eller en kollega i nærheden, hvis man har brug for hjælp.

I Svendborg kommune er der en elevklub, hvor alle kontoreleverne mødes på tværs af årgangene. I elevklubben er der både faglige og sociale arrangementer, blandt andet afslutningsfest og kurser. På denne måde får man også hurtigt et godt sammenhold med de andre kontorelever, selvom man ikke sidder i samme afdeling.

Selvom størstedelen af uddannelsen foregår på praktikpladsen, så er der en del uger hvor man er på skole. På skoleopholdene spænder fagene bredt, alt fra lovgivning til økonomi. På sidste skoleophold er der planlagt en tur til Bruxelles. Europarlamentet, Parlamentarium og KL’s kontor var nogle af de ting vi oplevede.

Så hvis du vil have en hverdag der er interessant og spændende. Hvor samarbejde og humor er en del af hverdagen, og hvor dagene aldrig er ens. Så kan jeg klar anbefale dig at søge stillingen som kontorelev i Social og Sundhed.

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Venligst henvis til elevportalen.dk ved ansøgning


Sted

Svendborg Kommune
Ramsherred 5
5700 Svendborg

Datoer

Ansøgningsfrist: 24. april 2023
Tiltrædelse: 1. september 2023

Kontakt

Bettina Pedersen
6223 4000 (tryk 3 i menuen)



Find vej

.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!

Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine godt 59.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

() På lager
  Gem til senere

 ANNONCE

 ANNONCE

Elevportalen.dk / Future & Co

Store Kongensgade 81A
DK-1264 København K
CVR: 31584698

Få hjælp til jeres annoncering:

info@elevportalen.dk
Tlf.: 32 500 598

RSS FeedPersondatapolitikHandelsbetingelser

© 2025 IKKE AKTIVERET LICENS — Designed by DAN®